Johanne Andersen Min Skoletid.
Tilbage til forsiden

Min første skoledag var den 1. april 1943, få dage før jeg fyldte 7 år. Det var en smuk forårsdag,

solen skinnede.

Jeg havde glædet mig meget til at skulle i skole, så det var med store forventninger, jeg mødte op

sammen med min storesøster Johanne. Hun har siden fortalt mig, at hun blev meget ked af det, da hun

så, at jeg skulle have lærer Stadsvold som klasselærer. Men det ville hun ikke sige noget til mig om det

for ikke at gøre mig bange på forhånd. Lidt bange har jeg nu nok været under alle omstændigheder,

for jeg boede i Bornholmsgade 55, en opgang i en gård med mange børn. Næsten alle gik i

Kjellerupsgade skole, og jeg havde hørt mange beretninger om øretæver, spanskrør o.s.v. Men jeg

husker nu alligevel min første skoledag som en lys og god dag. Det er ikke så mange facts jeg kan

huske, men mere den glade forventning. Klasseværelset lå i stueetagen. Der var 3 store vinduer, som

kan ses nederst til venstre i den store grå bygning ud mod Kjellerupsgade. De fleste børn havde deres

mor med; og læreren var i hvert fald flink den dag. Vi fik et skema med hjem.

 

Undervisningen.

Vi skulle jo først og fremmest lære at læse, regne og skrive, men religion var også et stort fag, eller

også fylder det bare meget i min erindring. Jeg kan i hvert fald huske, læreren fortalte historier fra

det gamle testamente. Skabelsesberetningen og syndfloden husker jeg især. Vi sang også salmer,

men i første klasse skulle vi dog ikke lære dem udenad.

 

I dansk havde vi en læsebog, som ikke var Ole Bole ABC, men den var med nogle rigtig gode,

farvestrålende tegninger på de første sider. Længere henne i bagen var det sort/hvidt. Jeg var ret

hurtig til at lære at læse, heldigvis for mig. Der var nogle, som ikke var så heldige. En pige var især

dårlig. Hun kom siden i sankeklasse! Hun var en meget stille pige. Dengang var der ikke noget, der

hed ordblindhed, og at komme i sankeklasse var meget slemt. Så blev man i hvert fald ikke regnet

for noget.

 

Skrivning lærte vi ved, at læreren skrev et bogstav på tavlen, og så skulle vi alle skrive det i

skrivehæftet, hvor bogstavet også var angivet på en linje. Jeg kan ikke huske, om der skulle skrives

flere linjer med hvert bogstav, men i hvert fald prentede vi med blyant det ene bogstav efter det

andet i hæftet.

 

Det jeg bedst husker fra faget regning var, at læreren havde en hel masse tændstikæsker med

afbrændte tændstikker i, som blev delt ud, så vi fik hver en æske. Det var i stedet for kuglerammer.

Vi lærte at lægge til og trække fra ved hjælp af disse afbrændte tændstikker. På tavlen havde

læreren allerøverst oppe angivet de forskellige tal ved siden af hinanden. Til hvert tal var der en

boks, og så var der angivet det tilsvarende antal prikker i forskellige farver. Tallene lærte vi at

skrive ligesom bogstaverne.

I de lidt ældre klasser lærte vi at gange og dividere. På regnehæftet var der en tabel på bagsiden.

Den skulle vi lære udenad, og vi blev hørt grundigt i den om og om igen.

 

Da vi rykkede op i de ældre klasser, kom flere fag til: geografi, historie, fysik. Disse fag havde vi

lærer Stadsvold til. I historie havde vi i begyndelsen en anden lærer, men senere også Stadsvold. Han

forlangte alt lært udenad, selv fysik. Man blev hørt i lektien, og han var ikke tilfreds, hvis man ikke

kunne gengive det nøjagtigt som det stod i bogen. Man blev kaldt op til katedret, og så blev man hørt

i lektien. Jeg kan huske, at der var en dreng i klassen, som hed Leif, en helt igennem fin fyr, som jeg

bestemt husker som en velbegavet dreng. En dag blev han hørt i geografi, Færøerne, tror jeg det

var. Han begyndte at fortælle, hvad han havde læst i bogen, men med sine egne ord. Da læreren

utålmodigt ville lede ham ind på de rette ord, sagde Leif lidt forlegent: "Jeg kan kun sådan fortælle

det". Han blev sendt ned på sin plads, og så udpegede læreren et af dydsmønstrene (det kunne godt være mig, se senere), som kunne lire lektien korrekt af

Når en elev var blevet hørt på den måde, skrev læreren noget ned i sin bog, en karakter måske. Jeg

ved det ikke. Men en gang imellem fik vi karakterbog med hjem, og så var det angivet, hvilket

nummer man var i klassen. En bestemt dreng var altid nummer 1. Han var vist en ret klog dreng.

Han forstod at tilpasse sig, så han leverede det, læreren ville have. Men han var en god kammerat i

skolegården. Jeg blev så vidt jeg husker hver gang nummer b-7. Når der var angivet 2 numre, var

det, fordi der var en anden elev, som havde præcis de samme karakterer som mig.

 

Gymnastik var et af mine yndlingsfag. Det var en selvfølge, at drenge og piger her var adskilt, og at

vi piger skulle have en kvindelig lærer til det og drengene en mandlig. Om vinteren gjorde vi bøj og

stræk-gymnastik i gymnastiksalen. Om sommeren spillede vi ofte rundbold i skolegården i

gymnastiktimerne. Hvert år var den sidste gymnastiktime før jul noget ganske særligt. Så fik vi lov

at lege sørøvere. Alle de redskaber, der fandtes i gymnastiksalen var stillet op rundt omkring, således

at man kunne springe fra det ene til det andet uden at røre gulvet. Alle klasser fik lov til dette, så

derfor skulle redskaberne ikke stilles på plads efter hver time. Det var en årligt tilbagevendende

juleleg, som vi altid glædede os enormt til. Nutidens børn kan sikkert have svært ved at forstå, hvor

glade vi kunne være for den slags. Det var uhyre sjældent, vi følte, at der blev vist os noget hensyn.

At vi således fik lov at lave noget, som kun var sjovt, var helt enestående. Men op til jul blev der

faktisk gjort noget ud af højtiden. Læreren tegnede en juletegning på tavlen, og vi fik julehistorier. I

løbet af efteråret fik vi en brochure fra et forlag, som solgte julebøger. Der var så vidt jeg husker 2

for børn, og så var der "Ved julelampens skær" for voksne. jeg glædede mig helt enormt til disse

julebøger, og jeg og mine søskende fik lov at købe en tilsammen hvert år. Nogle dage, før juleferien

begyndte, delte læreren så de bestilte bøger ud i klassen, og så skulle man betale til læreren.

Den sidste dag før jul, måtte man tage et lys og lysestage med, som blev stillet på bordet foran en.

Læreren læste julehistorie, og vi sang julesalmer. Og Ø fik vi fri, helt til ind i januar, som regel den

4.

 

I sang havde vi en lærer, som hed Ibsen. Han spillede på violin til sangen. Vi sang kun salmer og

fædrelandssange. Jeg elskede at synge, men det var nok ikke alle, der gjorde det. Nogle af drengene

kunne godt lave lidt sjov i timerne, men det var mest med at sidde og skære grimasser, uden at læreren

opdagede det. I religion lærte vi mange salmer udenad, og de skulle virkelig kunnes udenad. Jeg kan

huske meget af dem endnu, men hvis jeg forsøger at synge efter hukommelsen, er der alligevel store

huller i erindringen. Sanglokalet lå med vinduer ind til gården, de tre nederste ude i venstre side af

den grå bygning.

 

Pigerne havde håndarbejde og drengene småsløjd. Vi lærte at strikke, hvilket jeg dog godt kunne en

del af i forvejen, sikkert takket være mine ældre søstre. Vi broderede også en håndarbejdspose på

ternet stof Der blev broderet forskellige sting i rækker nedenunder hinanden. Det sværeste var

dronningesting, som jeg vist aldrig fik lært. Det var uhyre svært at få materialer som garn og stof

under og lige efter krigen, så hvor det kom fra, kan jeg egentlig ikke rigtigt forstå i dag.

 

I de lidt ældre klasser blev der afholdt årsprøver, både skriftligt og mundtligt. Jeg husker meget

klart en gang, jeg var oppe i mundtlig religion. Først skulle man sige et salmevers. Man trak en

seddel. På den seddel, jeg havde trukket, stod der: "Hvad skal jeg sige - mine ord" Så skulle man

fremsige resten af verset derfra, og det kunne de fleste.

 

Lærerne.

Lærerne var først og fremmest nogle, vi var bange for. De havde lov at slå os. Og det gjorde de. Jeg

tror ikke, der var een eneste lærer, som aldrig slog. Jeg kom i hvert fald ikke ud for en sådan i de

fem år, jeg gik på Kjellerupsgade skole.

Det var tilladt at slå børn i skolen, såvel i ansigtet som på kroppen. De slog med flad hånd og med

spanskrør. Det sidste har jeg dog kun set som 3 rap i rumpen. Måske gik grænsen der. Man det

kunne dog også være slemt nok. Jeg blev aldrig slået med spanskrør. Det var vist nærmest

forbeholdt drengene. Men lærerne rev også i håret, i ørerne og i kinderne. Man kunne godt risikere

at blive holdt godt fast i kinden eller i øret og så blive trukket opad. Så rejste barnet sig uvilkårligt

på tæerne for at begrænse smerten. Det hjalp jo ikke, for læreren var jo langt større end barnet. En

barnekind kunne blive ganske rød, både af at blive knebet og af at blive slået. Begge kinder kunne

være rødstribede efter lærerens fingre, når han havde ramt rigtig hårdt. Det var helt sikkert, at

drengene blev slået langt mere end pigerne. Det hændte, at nogle skulle op på overlærerens

kontor. Der var ikke noget, der hed skoleinspektør dengang. Det var det ultimative. Men jeg kan

ikke

huske, at det overgik nogen, jeg kendte. Overlæreren hed Hårvig Christensen, og ham så jeg kun

på afstand. Jeg er helt sikker på, at han aldrig talte til mig, og jeg kan heller ikke mindes, at han

talte til alle elever på een gang.

 

Hvad skulle der til for at udløse disse voldelige overgreb? Mestendels at naturen gik over

optugtelsen, så man kom til at opføre sig som et barn: at man kom til at grine højt, at man snakkede

i timen, at drengene kom op at slås i frikvarteret. Men også at man ikke kunne sine lektier, eller at

man ikke kunne finde ud af at regne eller læse. Jeg tror nok, jeg selv blev slået 3 gange i de første

fem skoleår. At det ikke blev mere kan jeg utvivlsomt takke min gode indlæringsevne for, men

også at jeg var skrækkelig bange for at blive slået og derfor gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå

det. Jeg blev et rigtigt dydsmønster.

En af de gange, jeg blev slået, kan jeg huske ganske tydeligt. Det var i 4. eller 5. klasse. Læreren

havde noget, han skulle lave i fysiklokalet, og han havde derfor sat os til at regne med strenge

ordrer om ikke at snakke. Jeg havde lige været oppe hos en anden pige, som sad et par sæder foran

mig, for at låne hendes viskelæder. Det var voveligt, og da jeg lige havde faet fat i viskelæderet, og

skulle tilbage til min egen plads, så jeg til min usigelige rædsel lærerens ansigt i ruden i døren. Han

havde et eller andet i hånden, men gik lige han til mig og gav mig en på siden af hovedet, ikke særligt

hårdt, men ydmygelsen var det værste.

De lærere, der var gårdvagter, var de værste. Min klasselærer var gårdvagt. Han gik altid frem og

tilbage i skolegården med sin pibe i munden. Sommetider havde han spanskrøret med ned i gården,

og så kunne der godt ske eksekveringer af straffe dernede. Men hvis han ikke havde det med, blev de

formastelige taget med op i vores klasse. Spanskrøret stod på skrå i et skab på en hylde øverst oppe. Så

skulle de formastelige stramme buk, som man sagde, og så fik de 3 hårde slag for øjnene af alle os.

Jeg har svært ved at beskrive den rædsel, jeg følte over disse afstraffelser.

 

Havde børnene skade af at blive slået? Ja. For mit eget vedkommende tog jeg skade af både de tæv

jeg fik, og af dem jeg ikke fik. Jeg blev som tidligere nævnt et rigtigt dydsmønster af bare angst.

Angsten var en fast følgesvend i skolen hver eneste dag. Lærerne var nogle, man først og

fremmest var bange for. Men mellem os børn var det en usvigelig regel, at man sladrede ikke om

hinanden til læreren.

 

Der var stor social uretfærdighed i, hvem der blev slået, og hvem der ikke blev det. Vi havde i vores

klasse to, som ikke var særlig gode til regning. Den ene var en pige, som var meget velklædt, en af mine

legekammerater hjemme fra gården. Grunden til at hun var så pæn i tøjet var, at hun havde

forældre, som begge gik på arbejde. De var kun 2 børn derhjemme, hende og hendes storebror. De

boede i en to- værelses lejlighed i samme gård som jeg. Jeg syntes, de boede meget fint. Der var

gulvtæppe på i stuen, og møblerne var også betydeligt finere end hjemme hos os, hvor vi var mange

børn. Den anden, som ikke var så god til at regne, var en dreng, som boede i en baggård i Søndergade,

som var bunden af alt, hvad man kunne bo i. Han var en meget rar dreng, og ret sjov. Jeg kunne

virkelig godt lide ham, og jeg fik også så forfærdelig ondt af ham. Når pigen ikke kunne regne, fik

hun lov at stå oppe ved katederet, ved siden af læreren. Og så hjalp han hende til rette. Men drengen

fik et par på siden af hovedet og måtte sætte sig på sin plads.

De fleste børn, som gik på skolen, var fra ikke særligt velstående hjem. Det var afgjort en skole

for proletarer. Ellers havde lærerne nok ikke været helt så voldelige. Jeg hørte aldrig om, at nogen

forældre klagede. De kom ikke på skolen. Der var ikke noget, der hed forældremøder. Meddelelser

til hjemmet blev kun givet skriftligt. Man fik en seddel med hjem. Det var f.eks. om årsprøver o.lign..

 

Min klasselærer kunne selvfølgelig også være flink. Det må han have været ind imellem, for jeg var

ikke nær så forbitret på ham, som jeg er nu som voksen og tænker tilbage. Han var en af de voksne,

som tog sig af mig til daglig på godt og ondt, og så bliver der en vis tilknytning. Så meget mere,

som at han jo som regel var godt tilfreds med mig og min indsats.

 

Man må også huske på, at det var helt almindeligt, at voksne slog børn dengang. Jeg kendte ikke

nogen, for hvem det var ukendt. Jeg kan huske, at jeg undertiden, når jeg lå og skulle sove om

aftenen, kom til at tænke på, at nu var det længe siden, jeg var blevet slået. Uh, man måtte passe på?

 

Skolevejene

Jeg boede som sagt i Bornholmsgade, så jeg havde ikke så langt til skole. Den gang kørte der

godstog over Fynsgade. Jeg kan dog ikke huske, at jeg nogensinde blev forsinket af noget tog. Der

var ikke hverken lys eller bom. Man skulle bare se sig for, før man gik over skinnerne. Som regel

var jeg i sidste øjeblik, så jeg løb en del af vejen. Jeg var skrækkelig bange for at komme for sent.

Det kunne koste en øretæve fra gårdvagten og måske også en eftersidning. Om middagen var der

en lang spisepause. Så vidt jeg husker en hel time, mens jeg gik på Kjellerupsgade skole. Alle løb

hjem og spiste middagsmad. Der blev spist varm mad i de fleste hjem, og næsten alle husmødre var

hjemmearbejdende. Mændene kom også hjem og spiste, og min far lå bagefter og sov til middag på

divanen, før han skulle på arbejde igen. Overfor skolen lå der en slikbutik. Børn havde ikke mange

penge dengang, men man kunne dog undertiden tjene noget ved at passe børn, løbe byærinder

o.lign. Der var under krigen og de første år efter ikke meget at købe hos slikmutter, som vi kalde

indehaveren. Jeg kan huske nogle lakridspastiller, der hed Nam-Nam, og der var også nogle, der hed

Senta. Men jeg tror dog, at Slikmutter levede af, hvad hun kun sælge til skolebørnene. Det var

selvfølgelig på det strengeste forbudt at forlade skolen i skoletiden. Men det hændte, at nogle af de

dristigste, især store drenge, overtrådte dette forbud.

 

 

Tyskerne tog vores skole.

11943 , da krigslykken var vendt for Tyskland, beslaglagde tyskerne vores skole, bl.a.

til indkvartering af flygtninge.

Derfor skulle vi efter sommerferien begynde at gå på Østermarken Skole. Den blev kaldt "Det

røde slagteri". Det lød ikke lovende, men vi fik jo de samme lærere som før, så intet blev forandret,

hvad det angik. De børn, der hørte til Østermarkens skole, skulle gå om formiddagen. Vi fra

Kjellerupsgade skulle så gå om eftermiddagen. Timerne blev også kortet af til 40 minutter. På

mange måder var det jo en ren svir. Herligt at have fri hele formiddagen og kortere timer.

En dag, da jeg kom i skole, var der næsten ingen børn. I min egen klasse var vi kun 2. Den dag i dag

kan jeg ikke begribe, hvorfor mine forældre lod mig gå i skole. Jeg tror heller ikke, mine ældre

søskende var der. Måske er der bare ikke nogen, der har tænkt på at sige til mig, at jeg ikke behøvede

at gå derhen. Det må have været den 29. august 1943, den dag, da regeringen opsagde samarbejdet

med tyskerne.

Læreren var også mødt op. Men han indlod sig ikke på at undervise os 2 fremmødte. Den anden var

en pige, der boede i Løkkegade. Jeg fik lov at gå hjem igen. Læreren transporterede den anden pige

hjem på stangen af sin cykel. Jeg forstod ikke noget af, hvad der var sket, siden der var så tomt på

skolen, og så vidt jeg husker også på gaderne, da jeg gik hjem.

Børnesår og lus.

Således kom jeg til at gå hele 2. klasse på Østermarken skole. Men så var det vores tur til at gå om

formiddagen, og de børn, der hørte til Østermarken skole skulle gå om eftermiddagen. Mens jeg gik

i 2. klasse var der en sand epidemi med børnesår. Jeg husker det sådan, at vi alle fik det. I mit hjem

havde min mor travlt med at smøre alle disse sår, før vi skulle i skole. Var det mon zinksalve, der

blev smurt på? Der var ikke så righoldigt et udvalg af medicin dengang.

 

Der var også nogle, som fik lus under krigen. Eller bare æg i håret. Derfor skulle alle børn kæmmes

i skolen. Det foregik på den måde, at der kom 2 sygeplejersker til skolen. De slog sig ned i

gymnastiksalen, og så skulle vi alle derned og kæmmes med tættekam, en klasse ad gangen. Hvis

der var lus eller æg i håret, fik man sprit i. Det kunne tydeligt ses og lugtes, håret blev gennemblødt

af det, og det var meget flovt. Det var mest ungerne fra Søndergade og omegn, der fik sprit i håret.

Vi var jo så vant til, at alle dårligdomme ramte dem. Når man havde fået sprit i håret, skulle man

også have et brev med hjem. Det blev overdraget i klassen senere og på en måde, så alle hørte og så

det. Jeg fik sprit i håret i hvert fald een gang. Sygeplejersken spurgte om mit navn og gentog:

"Dagny?" Jeg bekræftede ivrigt, skønt jeg jo hed Dagmar. Jeg håbede, at jeg derved undgik at få

brev med hjem. Men Nej! Det blev bare så meget mere tydeligt. Læreren kom ind i klassen med

brevet og udtrykte stor forbavselse over navnet Dagny. Og så blev brevet i blå konvolut overrakt til

mig under stort skrabud. Underligt nok, at jeg blev så flov over det, for alle havde jo set, at jeg

havde gået med sprit i håret. Men det var, som om man skulle opleve skammen een gang til.

 

Tandlæge.

En gang imellem skulle VII til tandlæge. Det var i hvert fald ikke 2 gange om året, måske endda ikke

engang een. Tandklinikken Iå ud til det torv, der lå for enden af Louisegade.

Hele klassen begav sig afsted fra morgenstunden. Der var et stort venteværelse med lakerede

bænke og borde. Der sad vi hele klassen og ventede, rystede og bævede for at komme ind til

tandlægen, og man måtte ikke larme. Jeg tror dog nok, at vi godt måtte tale sammen. Der var 3 eller

4 tandlæger. Der var en slags tavle, hvor en klap faldt ned og viste nummeret på den tandlæge, der

nu var ledig. Så var der en klinikdame, som tog et kort op og sagde, hvem der nu skulle ind. Man

ville så nødigt, men det var jo heller ikke sjovt at være blandt de sidste. Alle blev behandlet denne

første dag, men det kunne hænde, at nogle skulle komme igen. Når man havde været inde, måtte

man gå hjem. Den første gang, jeg var til tandlæge, var vist i 1. klasse. Jeg havde 3 huller i

kindtænderne. Det var billigt sluppet i forhold til mange andre. Men de 3 huller blev da også ordnet

lige med det samme. Bedøvelse var helt utænkeligt. Senere i et af mine sidste skoleår, da jeg gik i

Mellemskolen, fik jeg rodbehandlet en tand uden at blive bedøvet. Der var nogle børn, som havde

mange huller i tænderne. Når det var overstået, var jeg uendeligt lettet, og jeg nærmest svævede

hjem.

 

Tilbage til Kjellerupsgade skole.

Efter sommerferien i 1945 vendte vi tilbage til Kjellerupsgade skole. Jeg var noget forundret over

et ord, som jeg hørte flere gange i forbindelse med dette, nemlig ordet restaurere. Skolen skulle

restaureres(!) før vi kunne komme tilbage. Hvad betød dog det? Jeg tænkte straks på en af Ålborgs

få restauranter, Ritz. Men det havde vel ikke noget med restaurant at gøre? Nej det betød, at den

skulle gøres i stand. Og det skal jeg love for, var sket. Der var blevet malet over det hele, og det

mest forunderlige: Der var kommet Wc'er med træk og slip, også til børnene! Ganske vist var de i

en bygning ude i gården, men før havde vi samme sted haft et hus med lokummer, en række huller i

et bræt.

Men ellers fortsatte undervisningen og afretningen som tilforn.

14. eller 5. klasse begyndte vi at få tegning. Her skulle man altid tegne det samme allesammen.

Måske nogle grønne blade, en opstilling af kasser, eller vi tegnede mønstre på papir. l den sidste

disciplin oplevede jeg en af de mest angstfulde situationer i min skoletid. Vi havde fa' et en

tegnelærer, som vi ikke havde haft til noget før, men jeg vidste i hvert fald, at man nemt kunne

risikere en lussing fra ham. En dag havde han beordret os alle til at tegne en sti eg midt ned

igennem

et A4 ark, og den skulle være helt lige. Han havde vist os, hvordan man ved at holde en lillefinger i

den yderste kant, kunne få stregen lige. Jeg havde gjort mig meget stor umage og havde fået en ret

pæn lige streg. Læreren gik rundt og så på resultaterne af vore anstrengelser. Han standsede ud for

mig, og så begyndte han at antyde at jeg måske havde snydt og tegnet med lineal? Jeg bedyrede

min uskyld, og mit hjerte hamrede af skræk, for jeg var helt sikker på, at hvis han troede, jeg havde

snydt, så ville der nu falde en ordentlig lussing. Men det skete ikke. I dag spekulerer jeg på, om

han måske holdt lidt Sjov med mig, men det faldt mig ikke et øjeblik ind dengang. Een eneste gang

om året måtte vi selv bestemme, hvad vi ville tegne, nemlig den sidste gang før jul. Det var en ren

svir. Ikke at jeg var særlig god til at tegne, men bare det, at man selv måtte bestemme, var helt

forjættende.

 

Mellemskolen

15. klasse skulle der tages stilling til, om man skulle i mellemskolen, som var for de bogligt

begavede eller fri mellem, som var for de andre. Jeg ville gerne i mellemskolen, så med mine

forældres tilslutning meldte jeg mig til den prøve, der skulle afholdes for at afgøre, om man var

egnet.

Den foregik mærkeligt nok på Danmarksgade skole, som var en ren Mellemskole. Det var skriftlige

prøver i dansk og regning. Jeg kan ikke huske, om der også var stilskrivning. Men i hvert fald

bestod jeg prøven, og jeg skulle så begynde i l. mellem i april 1948. Tidligere ville jeg være blevet

placeret på Danmarksgade skole, men nu var man ved at opføre en splinterny skole:

Sønderbroskolen! Den lå tættere på mit hjem, så der skulle jeg gå.

 

Der gik frasagn om denne skole, som kom til at koste 4 millioner kroner! Men den blev desværre

ikke færdig, til skoleårets begyndelse, så jeg prøvede endnu en gang at gå på en skole som gæst.

Denne gang var det på Kjellerupsgade skole! De, der hørte til på skolen, gik der om formiddagen,

og vi andre gik der om eftermiddagen. Fra den periode husker jeg især, at der blev indført ny

retskrivning. Før havde vi skullet skrive alle navneord med stort. Før skulle kunne, skulle og ville

staves med d: kunde, skulde og vilde.

Desuden kan jeg huske, at der var meget snak om kvindelige præster, fordi de første af slagsen

just var blevet ordineret.

 

 

Sønderbroskolen.

Det var kun 3 måneder, vi var gæster på Kjellerupsgade skole. Efter sommerferien var

Sønderbroskolen færdig, og vi rykkede ind.

Det er sikkert svært i dag at forstå, hvor flot man syntes den nye skole var. Der var brede gange,

og der var nogle steder vinduer fra gulv til loft med store grønne planter. Og der var kunst! Et relief

på gavlen ud imod Sønderbro. Det blev meget omtalt, fordi mange opfattede det som en

ekstravagance. Der var meget fine faglokaler, især fysiklokalet, hvor der var plads til, at eleverne

selv kunne gøre forsøg. Det var virkelig enestående.

 

I 1L mellem fik jeg en klasselærer, som jeg mindes med megen glæde. Han hed Johannes Sørensen

og var viceskoleinspektør. Sådan en havde vi ikke haft på Kjellerupsgade skole. Vi havde ham til

dansk. Til matematik havde vi skoleinspektøren, som hed Hans Krejlgaard. En lidt tilknappet

type, men meget korrekt.

Vi fik engelsk i 1. mellem, hvilket jeg havde været meget spændt på. Her havde vi en lærer, som hed

Piilgård, som jeg også husker med stor glæde. Han var rigtig flink, og han kunne ligefrem holde

sjov med os. Jeg husker endnu hans omhyggelige udtale af det engelske. Det var i det hele taget en

meget stor omvæltning at få lærere, som man ikke behøvede at være bange for. Jeg havde svært

ved at vænne mig til det. Men der blev ikke slået ret meget på Sønderbroskolen. Selv blev jeg aldrig

slået, og efterhånden holdt jeg også op med at være bange for det. Men jeg holdt aldrig op med at

være bange for at blive hørt og ikke kunne mine lektier, så jeg

fortsatte med at være meget flittig.

Det var også en svær overgang, at lektierne ikke skulle læres udenad. Det voldte mig faktisk lidt

problemer. Jeg kan tydeligt huske, at jeg i naturhistorie, når jeg blev spurgt, f.eks.                      om en blomst:

"Hvad består den af"  I begyndelsen forstod jeg ganske enkelt ikke det udtryk. At tvinge børn til at

lære lektier udenad, sådan som jeg var blevet det på Kjellerupsgade skole, er virkelig at ødelægge

noget for dem. Jeg synes, at jeg først da jeg var blevet voksen, kom helt over det og vænnede mig til at

opfatte, hvad indholdet i en tekst var, og ikke først og fremmest hvordan det stod. Der var en dejlig

læsesal, som var åben hver eftermiddag. Jeg kom der så meget, så jeg kom til at hjælpe lærer Clausen,

som havde pasning af læsesalen som et bijob, med at sætte bøger på plads. Det var en stor ære!

 

Der hørte en stor grøn idrætsplads til skolen. Der spillede pigerne håndbold om sommeren,

drengene spillede fodbold.

 

Da jeg gik i 3. mellem, var jeg så heldig, at jeg blev tilbudt en rejse til København. Jeg tror, det var

min klasselærer, som jo også var viceskoleinspektør, der havde bestemt, at det skulle være mig. Det var

Ålborg-Nørresundby hjemstavnsforening, der hvert år inviterede I eller 2 børn fra hver skole i

Ålborg og Nørresundby til København. Vi blev indkvarteret hos private. Det var en helt

vidunderlig tur, som står for mig i virkelig stråleglans. Det var i september, og der var rigtig godt vejr.

Det vil nok føre for vidt at beskrive denne tur nøjere her.

 

Da vi skulle i 4. mellem, fik vi ny klasselærer, Nikolaj Nielsen, som jeg også var meget glad for. Jeg

havde valgt latin, som var frivilligt fag. Det var ham, der underviste i det. Det var svært, men jeg har

aldrig fortrudt, at jeg lærte det. Det er en stor fordel, når man skal lære andre sprog. Vi havde ham

også i fransk, som var valgfrit, i realklassen. Desuden havde vi ham i dansk og historie. Han var

en rigtig god fortæller, både i historie og dansk. Jeg tror, det var ham, der vakte min interesse for

litteratur.

 

14. mellem skulle der tages stilling til, om man skulle på gymnasiet. Det ønskede jeg mig brændende.

Det er sikkert svært at forstå nu om stunder, men det kunne simpelt hen ikke lade sig gøre. Jeg sagde

ikke noget derhjemme. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg ville ind i kongefamilien. Jeg tænkte

meget på det, men dengang var der kun eet gymnasium i Ålborg, nemlig Katedralskolen. Det var så

udpræget "de fines skole." Det følte jeg meget stærkt, så jeg var godt klar over, at jeg ville falde

igennem på alle punkter, undtagen det faglige. Det var meget angstprovokerende at tænke på, så det

blev selvfølgelig ikke til noget. 3 piger fra vores klasse var til optagelsesprøve og blev optaget. En af

mine klassekammerater, som hed Anne, var altid nr. 1 i klassen. Jeg var altid nr. 2. Den første dag, vi

mødte op i næste klasse, som var realklassen, spurgte læreren først Anne, om hun ikke gerne ville

have været i gymnasiet. Anne var fra et lige så fattigt hjem som jeg. Hun svarede: "Neej". Bagefter

stillede læreren mig det samme spørgsmål, og jeg svarede lige som Anne. Det var vist løgn for begges

vedkommende. En forbandet social uretfærdighed, som jeg aldrig kan glemme.

En del elever gik ud af skolen efter 4. mellem med mellemskoleeksamen. Vi, som skulle have

realeksamen manglede et år endnu. De to klasser, som startede i l. mellem, var nu skrumpet ind

til en. Vi sluttede med realeksamen i foråret 1953.

 

 

 

Tilbage til forsiden